12 december 2023
Den fremtidige øget togtrafik skal kunne afvikles hensigtsmæssigt, og man skal som passager kunne rejse mellem København og Odense på én time. Det kræver en kapacitetsudvidelse og hastighedsopgradering ved Ringsted, som SYSTRA rådgiver Banedanmark i.

Ringsted har i mange år været et centralt jernbaneknudepunkt i Danmark. Her deler og samler banerne fra Roskilde og Køge sig i strækningerne mod henholdsvis Odense og Næstved. Knudepunktet er med den nye bane fra København over Køge blevet endnu større, idet banen fra Køge nu også samler og deler sig i Ringsted med den gamle bane fra Roskilde. Derudover vil der med åbningen af Femern Bælt-forbindelsen forventes ikke blot flere passagertog, men også et øget antal godstog, som skal mellem Tyskland og Sverige via Ringsted.

Ringsted har således enorm betydning for afvikling af trafikken og er samtidig en flaskehals med hensyn til at kunne køre flere tog på banenettet, end hvad der er muligt i dag. Som infrastrukturen ved Ringsted er indrettet nu, skal togene krydse hinanden i niveau og kan derfor ikke passere Ringsted Station på optimal vis.

At være med til at løse jernbanens knudepunkt i Ringsted er netop en af den slags opgaver vi i SYSTRA er bedst til. Opgaven kræver en solid erfaring med at finde innovative løsninger på komplekse tekniske og trafikale udfordringer. Med SYSTRAs stærke jernbanetekniske fagmiljø er det den slags opgaver vi synes er rigtigt spændende – og vi ser frem til samarbejdet med Banedanmarks dygtige projektteam

Per Lindholm Larsen, direktør for forretningsområdet RAIL i SYSTRA Danmark

Projektets omfang

Projektet omfatter flere løsningsforslag for et udfletningsanlæg øst for Ringsted, hvor en simpel udfletning, som indeholder én dobbeltsporet bro, samt en konfliktfri løsning, hvor alle krydsninger i niveau elimineres, skal undersøges. Derudover skal der ske en hastighedsopgradering gennem Ringsted Station, som kræver dels, at spor, broer, perroner, køreledningsanlæg mv. ombygges og opgraderes, samt tilpasninger i sporlayoutet for at opnå en bedre kapacitet på stationen. En hastighedsopgradering mellem Ringsted og Fjenneslev fra 180 km/t til 200 km/t, vil også skulle udføres som en del af projektet.

SYSTRA står bl.a. for at designe infrastrukturen så en rejsetid på maksimalt én time mellem København og Odense bliver mulig, samt udarbejde projektforslag, miljøkonsekvensvurdering, anlægsoverslag og visualiseringer af de identificerede løsninger til etablering af en niveaufri udfletning øst for Ringsted samt for hastighedsopgraderingen gennem Ringsted Station og strækningen Ringsted – Fjenneslev. For de undersøgte varianter af en østlig udfletning samt hastighedsopgraderingerne skal påvirkningerne af oplæg til køreplaner, trafikmodelberegninger, vurdering af punktlighedseffekt og samfundsøkonomiske beregninger ligeledes gennemføres.

Det samlede anlægsbudget budgetteres til 1.622 mio. kr. baseret på forundersøgelsen.
Projektet befinder sig i Programfasen, og opgaven omfatter teknisk rådgivning og bistand til NAB Fase 2-undersøgelsens gennemførelse i denne fase. Undersøgelsen munder ud i aflevering af beslutningsgrundlag for forligskreds ultimo 2025.

Gå ikke glip af noget - følg os på vores sociale medier