VI TÆNKER PROJEKTET TIL ENDE FRA STARTEN

Vi leverer byggeledelse og tilsyn til store multidisciplinære projekter i relation til nyanlæg, moderniseringer og renovering med tilhørende planlægning, ledelse og driftsoplæg. Dette gør vi også til de mindre enkeltfagsprojekter.

I SYSTRA tænker vi byggeledelse, arbejdsmiljø og tilsyn ind helt fra starten af projektet. Når udførelsesfasens behov og trin er tænkt ind i projektets tidlige stadier, får vi mulighed for – i samarbejde med bygherren – at træffe beslutninger om optimeringer i udførelsen. Dette kan fx omfatte bæredygtige løsninger, anlægslogistik, krav til entreprenører og leverandører samt optimering af processerne i anlægsarbejdet.

Vores solide erfaring med projekter for bl.a. Banedanmark, Vejdirektoratet og kommunerne betyder, at vi har erfaringen og ekspertisen til at kommunikere med projekters aktører og interessenter på en konstruktiv og løsningsorienteret måde. Vores byggeledere udmærker sig ved at opretholde en klar struktur, unikt samarbejde og målbare succesfaktorer i deres arbejde.

hjælp til et sikkert arbejdsmiljø

En bygherre – offentlig som privat – skal altid sikre, at arbejdsmiljøet indgår i projekteringen af projektet på linje med kriterier som bæredygtighed og økonomi.

Vi kan hjælpe med at sikre et godt og sikkert arbejdsmiljø gennem hele projektgennemførelsen. Vi tilbyder arbejdsmiljøkoordinatorer til at løse bygherrens arbejdsmiljøforpligtelse både under projekteringsfasen og efterfølgende i udførelsesfasen af projektet.

Vi rådgiver også om konkret, praktisk overholdelse af arbejdsmiljølovgivningens formelle regler og vejledninger på området.

SYSTRA er certificeret efter ISO 45001, og arbejdsmiljø er derfor altid en vigtig parameter i vores arbejde.

Østbanen – en vigtig færdselsåre

Østbanen er en vigtig transportforbindelse for mange pendlere på Østsjælland. SYSTRA har fungeret som totalrådgiver for Lokaltog A/S under Østbanens renovering fra 2019 til 2024.

Efter genåbningen for togtrafik i september har SYSTRA stået for besigtigelse og tilsyn på strækningen, hvilket sikrer en stabil og sikker rejse for passagererne.