09 oktober 2024
SYSTRA Danmark har vundet opgaven om totaludskiftningen af bro VB99 på Tuborgvej over banen ved Emdrup Station for Københavns Kommune.

Den nuværende bro, en næsten 100 år gammel betonbuebro, er nedslidt og skal udskiftes. Broen, der ligger syd for Emdrup Station, fører den befærdede Tuborgvej over to S-togsspor på Farum-linjen. Den eksisterende bro består af fire vejbaner, to cykelstier og to fortove og spænder ca. 35 meter over S-togsbanen. Dagligt passerer ca. 27.000 køretøjer og op mod 4.000 cyklister broen, hvilket gør den til en vigtig del af Københavns Kommunes prioriterede vejnet.

Tosporet interimsbro skal afhjælpe trafikken

Løsningen indebærer anlæggelsen af en tosporet *interimsbro over S-banen nord for den eksisterende bro, parallelt med Tuborgvej, før anlægsarbejdet for den nye bro påbegyndes. Dette vil sikre, at trafikken kan opretholdes i to spor på Tuborgvej i anlægsperioden, hvilket vil afhjælpe trafikken og aflaste nærområdet.

SYSTRA Danmark står for udarbejdelsen af myndighedsprojektet, projektforslaget og udbudsprojektet. Som en del af projektet er der allerede udført en geologisk og geoteknisk forundersøgelse baseret på tilgængelige data i form af kortmateriale og tidligere udførte geotekniske undersøgelser.

Når en entreprenør er valgt, vil SYSTRA Danmark også stå for udbudsprojektet, projektopfølgninger og fagtilsyn.

Livscyklusvurdering var del af foranalysen

Bæredygtighed var ét af 3 af kriterierne, som Københavns kommune vægtede i valget af den endelige løsning på udskiftning af broen. Derfor havde SYSTRAs bæredygtighedseksperter i 2023 udarbejdet en livscyklusanalyse med fokus på CO2-aftryk til projektet. Livscyklusanalysen bestod af to mulige løsninger, hvoraf løsning 2 blev vedtaget, og det er denne løsning SYSTRA skal arbejde videre med for Københavns Kommune:

  • en permanent vejbro ved Bispebjerg Hospital og en interimsstibro, som etableres ved Tuborgvej
  • omdirigering af trafikken via en midlertidig interimsvejbro, der anlægges ved Tuborgvej

Udførelsen af projektet forventes at være færdig i oktober 2028. Det vurderes, at det vil tage et år at færdiggøre den nye bro. Processen vil inkludere opførelsen af en interimsvejbro i stål, nedrivningen af den gamle bro og opførelsen af den nye bro, hvorefter den midlertidige bro vil blive fjernet.

Projektet forventes at være færdigt i 2028, så vi ser frem til mange års samarbejde

Vi ser frem til at fortsætte vores gode samarbejde med Københavns Kommune om dette bæredygtige projekt.

*En interimsbro er en midlertidig bro, der etableres for at opretholde trafikken eller transportforbindelserne, mens en permanent bro enten bygges, repareres eller renoveres.

Gå ikke glip af noget - følg os på vores sociale medier