18 juni 2024
Søndag den 23. juni er det international women in engineering day, og det fejrer vi med at sætte fokus på vores dygtige kollega Mette Andersen fra afdelingen Projektledelse.
Drone photo over the railway and highway in West Funen

Fra teknologiingeniør til projektleder

Mette er uddannet eksport- og teknologiingeniør fra DTU, hvor hun blev færdig i 2020. Hun har tidligere arbejdet som projektingeniør for HOFOR, inden hun skiftede til SYSTRA for to år siden.

Til dagligt arbejder Mette nu som projektleder på projektet Ny Bane over Vestfyn, hvor der fra Odense Vest til Kauslunde anlægges 35 km ny dobbeltsporet og elektrificeret jernbane. SYSTRA er totalrådgiver på projektet, sammen med NIRAS som underrådgiver, og står for projektering af jernbanen og de skærende veje med Vejdirektoratet som bygherre.

I øjeblikket er Mettes arbejde på projektet stærkt præget af udbudsrelaterede opgaver, hvor alt materiale, der skal udbydes, skal koordineres nøje. Mette har ansvaret for at koordinere med kunden for at sikre, at materialet leveres til rette tid og i den ønskede kvalitet, i tæt samarbejde med de forskellige faggrupper.

Optimering af kommunikation og kvalitetsstyring gennem projekthjemmeside

Mette har i kraft af sin rolle som projektleder været med til at forbedre kommunikationsstrømmen på Vestfyns projektet ved bl.a. at bygge en projekthjemmeside. Hun har også arbejdet intensivt på at forbedre projektets proces for kvalitetsstyringen.

På grund af projektets struktur, hvor projektdeltagerne ikke sidder samlet i ét fælles projektkontor, men kommunikerer via Teams og e-mail, har oprettelsen af en projekthjemmeside været med til at samle projektet og sikre en mere effektiv kommunikation. Et projekt som Vestfyn, med et tæt samarbejde mellem to virksomheder, viser vigtigheden af gode kommunikationsværktøjer og en struktureret kvalitetsstyring.

Mette Andersen

Mette har også til opgave løbende at følge op på økonomien og udarbejder månedsrapporter i samarbejde med projektdirektørerne fra SYSTRA og NIRAS. Hun besidder rollen som document controller, hvor hun støtter op om kvalitetsstyringsprocessen på projektet ved afleveringer, ligesom hun håndterer både ekstern og intern audit.

Tværfaglighed og frihed under ansvar

Mette håndterer en bred vifte af opgaver og ansvarsområder, der kræver løbende kommunikation med diverse faggrupper, og det er med at holde tungen lige i munden.

Det bedste ved at arbejde for SYSTRA og på Vestfyn projektet er tværfagligheden. Hver dag snakker jeg med mange typer af mennesker med flere forskellige fagligheder, og det styrker mig til at udvikle mine menneskelige ledelsesegenskaber. Der er ikke to dage, der er ens, og det er altid forskellige typer af udfordringer og opgaver man møder. SYSTRA giver meget frihed under ansvar og fleksibilitet, og der er stor tillid til mit arbejde uden micromanagement. Vi har en god og flad struktur, hvor man sidder sammen med den øverste ledelse i sin dagligdag, og det skaber en fællesskabsfølelse, hvor vi fx gerne spiser frokost med både tætte kollegaer og den øverste ledelse.

Mette Andersen

Gå ikke glip af noget - følg os på vores sociale medier